Syndebukkene
Antisemitisme og islamofobi: Julerefleksioner over de utilsigtede effekter ved kollektiv-tænkning, og risikoen for at gentage fortidens fejl
(Note for English readers: This is a Danish version of the English-language article I have available right here)
Hønen og Ægget
Kære læser,
Velkommen til dette ekstraordinært danske indlæg, inspireret af en modig ven, der valgte at tale højt om et vigtigt emne på et risikabelt tidspunkt. Dette er mit forsøg på at eftergøre indsatsen, med et forhåbentlig jule/chanuka/ramadan-venligt budskab om ikke at tilskrive ansvar til hele grupper af mennesker, og at invididuelle handlinger er hvad tæller i sidste ende, på godt og ondt.
Den offentlige stemning i dagens Danmark er præget, som de fleste andre steder, af en slags flok-tænkning, og søgen efter kollektive syndebukke, der har en lang historie bag sig, og som, per mine anekdotiske observationer, lader til igen at være tiltagende.
Til at begynde med, lad mig i korthed opsummere et kapitel fra mit kandidatspeciale, der omhandlede Babel-Bibel kontroversen. I det tidlige 1900-tal var diverse Europæiske, Mellemøstlige og Amerikanske samfund midt i en offentlig debat om religion, der herskede både i universitetsmiljøer, og i det bredere samfund. Debatten og de forskellige positioner, der blev indtaget, var under udvikling i over et århundrede, før de bar frugt, og her ser vi blot lynhurtigt på dem, men der er mere litteratur at finde om emnet i mine fodnoter.
Et eksempel på dens udmunding kan findes i 1902, til en årlig forsamling af det Tyske Orientalistiske Samfund i Berlin, sponsoreret af Kejser Wilhelm II, og i en række oplæg der startet her, og holdt herefter. Oplæggende blev holdt af den tyske orientalist Friedrich Delitzsch, og omhandlede paralleller mellem Bibelen og Mesopotamisk oldtidslitteratur, et forsøg på at forklare hvordan der kan være historier, der nærmest er magen til eksempelvis Noahs ark, i andre litterære traditioner udenfor Bibelen.
Tidligt i denne oplægs-serie fik Delitzsch stor opbakning fra den tyske kejser, der inviterede ham til at holde sit oplæg igen ved det tyske hof, alt dette ledte blot til endnu mere opmærksomhed i den bredere offentlighed1.
Delitzsch navngav sin oplægsserie “Babel und Bibel”, hvor Babel refererer på den ene side til Babelstårnet, kendt fra Genesis 11:1-9, ofte brugt i som en slags bibelsk “stand-in” for Babylonien, men Delitzsch valgte også dette ord på grund af dets overfladiske sammenligning med ordet “Bibel” på tysk.
Selvom denne oplægsserie startede som en videnskabelig etablering af et bestemt forskningsfelt, blev Delitzsch’ ideer hurtigt mere radikale, og hans oplæg fodrede en antisemitisme, der allerede levede i bedste velgående i Europe og USA.2
For Delitzsch, som for mange af hans samtidige bibelforskere og mellemøst-historikere, var interessen i Mesopotamien direkte afledt af Bibelen. Kristendommen var stadig hegemonisk i Europæisk tankegods i 1800 og start-1900-tallet, og de bibelske historier blev, selv af forskere, betragtet som noget nær historisk materiale, der kunne læses og behandles på samme måde som en grundbog i historie.
Derfor havde årtierne inden Delitzsch begyndte sin karriere været omvæltende for samtidig kristen historie-forståelse, da den første oversættelse af oversvømmelses-narrativet fra den Babylonske Gilgamesh-tekst, fra omkring år 1000 f.v.t. (plus/minus et par hundrede år), blev udført og udgivet af George Smith i 1872. Den mindede nemlig enormt meget om historien om Noahs Ark i Genesis.
Og det var ikke det eneste eksempel - Moses og andre vigtige Tanakh-profeter havde ligeledes historier om dem, der mindede enormt meget om nyligt oversatte historier skrevet på Akkadisk og Sumerisk, med kileskrift, ofte tusind år inden de ældste bibelske fragmenter, der var tilgængelige i slut 1800-og start-1900-tallet.
Fremkomsten af disse tekster, fik mennesker som Delitzsch til at så tvivl om de (for kristne) “gammeltestamentlige” beretniger på måder, der ville få alvorlige konsekvenser ikke blot for forskningen, men for almindelige mennesker, særligt jøder i Europa. Til at starte med betød Deltizsch’ invalidering af det gamle testamente dog også, at kejser Wilhelm trak alt støtte til ham, da han mente Detlizsch gik for vidt, idet kesjeren, som mange, hvis ikke størstedelen af kristne, så det gamle testamente som indeholdende mange profetier, der forudser Jesus komme, og derfor er uundværlige for kristendommen.
Delitzsch mente at Babyloniernes historier, i kraft at de for ham lod til at være ældre, også måtte være “mere sande” end dem, man fandt i Tanakh (“det gamle testamente” hvis man er kristen, nogle gange omtalt “at-Tawrah” hvis man er muslim, selvom det oftere bruges til at omtale Torah selv - de fem mosebøger).
Med tiden blev Delitzsch mere og mere beskyldende i sine oplæg og skrifter, og hans “pan-babylonisme” blev mere og mere tydelig. For Delitzsch var det tydeligt: Jøderne havde fordrejet “den sande” historie som givet i Babylonske tekster, og for at det ikke skulle være løgn var Sumererne, som Babylonierne havde arvet meget af deres intellektuelle tradition fra, ikke “semitiske folk”, ligesom Jøder, Babyloniere, Arabere, og andre blev betragtet på dette tidspunkt (i moderne videnskab taler man kun om semitiske sprog, ligesom vi nu til dags taler om indoeuropæiske sprog, ikke mennesker og kulturer).
Delitzsch mente at Babylonsk gudstænkning havde overlevet i Kristendommen indtil moderne tid, og begyndte at hævde at historiske kulturer som Sumererne, og gennem dem Babylonierne og Assyrerne, oprindeligt var “ariske” folk - ligesom han også argumenterede at Jesus var “arisk”, og forsøgte at finde løsninger på “det jødiske spørgsmål”, der blandt andet involverede at fjerne alle “semitiske” elementer fra Bibelen, og erstatte dem med tysk/”arisk” folkemytologi og lignende.
Hvis man er blot en smule bekendt med de sidste 100 års historie burde det ikke været svært at se, hvordan der kan trækkes en tråd fra disse idéer, til de “løsninger” Hitlers regime rullede ud for at udrense og uddrive Jøder fra Europa og europæisk idehistorie.
For disse tanker og idéer blev ikke ved Delitzsch. Pan-babylonisme blev en magtfuld ideologi, og helt almindelige mennesker i Europa, der ikke anede noget om oldtidshistorie, detaljer om religiøs litteratur, interaktion, og transmission, og der i steder som Tyskland og Rusland ledte til forfølgelse og etnisk udrensning af millioner af mennesker - niveauer, der ikke er set før, og indtil nu heller ikke siden (statistikker svinger, men der døde i omegnen af 70 millioner mennesker som følge af anden verdenskrig, omkring 5 millioner jøder (samt, i mindre omfang, katolikker, homosexuelle, handicappede og andre) blev slået ihjel under den serie begivenheder, vi kalder holocaust.3
Denne “alder = overlegenhed” logik blev ironisk nok ligeledes anvendt til Islamforskning på samme tidspunkt - blandt disse forskere blev Jødedom set som værende Islam overlegen, grundet de langt ældre tekster. Denne tankegang blev tidligt italesat af forskere som Abraham Geiger, Heinrich Graetz, Isaac Gastfreund, Hartwig Hirschfeldt, Israel Shapiro, der på hver deres måde argumenterede, at Muhammad havde lånt eller adopteret rabbinsk jødedom og omformet det, og at hans success lå ene og alene i Muhammads personlighed og indflydelse, ikke på nogen guddommelig åbenbaring.
At Vælge og Vrage
Men samtidig med forsøgene på at gøre kristendom og islam til produkter af jødedommen, der ikke tilføjede meget selv blandt ovenstående akademikere, udmundede denne bestemte form for orientalisme sig også i en stærk idealisering og optagethed af Andalusisk (Islamisk Iberisk) kultur og historie, samt pre-Islamisk poesi, der trods det blev produceret i Jahiliyya - en Islamisk term for “den ignorante / uvidende tid” inden Muhammads åbenbaringer, pilgrimsrejse, og erobringer - var og er enormt vigtige for Islamiske selvforståelser, og noget af det mest roste Arabiske poesi til den dag i dag.
Denne optagethed af især Andalusien kom fra disse lærdes interesse i at påpege, at sameksistens havde været langt lettere for jøderne i den Islamiske verden, særligt hvad der blev fremstillet som det tolerante Andalusiske kalifat, end i det antisemitiske Europa - helt specifikt, og interessant når man holder moderne politik for øje, så lærde som Geiger, Graetz, eller Ignaz Goldziher, tilbage på den Kalifale periode i Iberisk historie med en voksende nostalgi for en tolerance og religionsfrihed, der minder om den, man til tider i dag hører selverklærede anti-zionister genkalde Osmanerriget med.4
Det var endda sådan, hold nu fast, at blandt dele af de tidligste politiske zionister i det daværende tidspunkt Ottomanske og senere Britiske Palestina, for hvem zionisme var en negation af den jødiske eksil og af Europæisk antisemitisme og kolonialisme, blev en adoptering af hvad der opfattedes som “arabisk kultur” set som ønskværdig, til en sådan grad, at vi fra den Lithausk-fødte historiker og en af kandidaterne til den første Israelske præsident, Joseph Klausner (der ikke selv var fan), får dette citat:
“Hvis en jøde adopterer bedouinske traditioner; hvis han rider en hest og skyder sit gevær og bærer arabisk påklædning - med det samme bliver vores Hebraiske forfattere begejstrede… Hvis etableringen af et jødisk Yishuv i Erets Israel betyder assimilering til Arabisk bagvendthed, så er det bedre at blive i diaspora og assimilere til oplyst vestlig kultur” (oversat af mig fra Heschel’s citering5).
Hvad sådanne citater kan bruges til, når man læser dem som historiker, er noget i stil med når kirkefaderen Chrysostom i 300-tallet forbyder folk fra hans menighed at gå i synagoge om lørdagen, så er det nok fordi det var noget, der skete. På samme måde ser vi her fra zionismens tidligste dage som politisk bevægelse stor uenighed om hvad en ny jødisk identitet helt præcis indebærer - en “tilbagevenden” til noget “Orientalsk”, eller en “vedbliven” ved noget “Europæisk”, eller en kombination heraf (anførselstegn da jeg håber at vise senere, at det ikke rigtigt giver mening at sætte det sådan op).
Den samtidige fascination, idealisering, og instrumentalisering af Islam ses også hos kristne, eksempelvis Louis Massignon, en fransk kristen intellektuel (og student af Goldziher), der i sin Trois Prières d’Abraham “Tre bønner til Abraham”, konstruerer en slags argument for en inklusion og kultivering i kristendommen af en Abrahamisk bevidsthed, som både Islam og Jødedommen er meget mere fokuserede på. Massignon var kontroversiel i sin samtid, men er i sin eftertid blevet husket hos nogen for bidrag til konceptualiseringen af en måde at tænke på, der har tilladt os at tale om “Abrahamisk religion”.6
Det skal selvfølgelig, for kort at bryde den fjerde mur, siges, at det nok hverken er værd at idolisere det Andalusiske kalifat eller Osmannerriget for hverken etnisk eller religiøs tolerance og inklusion, i så fald er man i hvert fald nødt til at sortere rigtig meget i sine historiske kilder - det giver lige så meget mening at tale om, som det ville at tale om “Romersk tolerance”.
For at sige det kort kan man eventuelt spørge den jødiske lærde Moses Maimonides og hans familiemedlemmer, hvorfor de pludselig var nødt til at flytte hele vejen til Egypten (det var for at undgå tvangs-konvertering til Islam i Spanien - men bemærk at Maimonides flygtede til Egypten, et andet islamisk kalifat. Han blev endda livlæge for den berømte kalif Saladin), eller (bare som et par eksempler) Assyrerne og Armenierne om livet i Osmannerriget altid var lige fedt (folkemord).
I løbet af det begyndende 1900-tal blev Europa igen mindre og mindre gæstfrit for de Europæiske jøder, der allerede periodisk havde oplevet forfølgelser i århundreder. For at give et par eksempler: Idéer om konspirationer, som at “jøder styrer verden” i en eller anden udformning, blandt mange andre, findes helt tilbage fra middelalderens problemer med bankvirksomhed.
Jøder blev mange steder langsomt ekskluderet fra mange traditionelle erhverv på nær handel, og fra at eje land i diverse Europæiske kongeriger. Blandt andre på grund af idéen, der herskede på tidspunktet om, at kristne ikke kunne låne ud eller opkræve renter fra andre kristne (et sentiment man i øvrigt også finder for muslimer i Koranen, Surah al-Baqarah 275-280), opstod et problem for den voksende bank-industri. I sammenhæng med ekskludering fra andre erhverv, ledte disse forhold til at mange jøder, der ligesom kristne og muslimer ikke måtte opkræve renter hos deres trosfæller, men gerne måtte fra andre, havde positionerne - ikke grundet konspiration, men praktiske forhold.7
Samme kan siges om den tidlige amerikanske filmindustri, der blev dybt uprofitabel for alle, der ikke var involveret i Thomas Edison’s “Biograf-monopol/mafia” The Edison Trust, indtil en række jødiske iværksættere, der havde flygtet fra fattigdom i Europa og Vest-Asien, eksempelvis Warner-brødrene, Carl Laemmle og William Fox, begyndte, i en slags oprør, at sælge billetter til deres små, i starten ret improviserede film-huse langt billigere, end hvad Edison’s Edison-Trust påbød - dette resulterede i første omgang i, at biografer og film kom nærmere populærkulturelt allemandseje, og senere i etableringen af Hollywood som vi kender det i dag.8
Og på samme måde som segregering og racisme og race-motiveret vold i USA så tilbagevendende udbrud igen i det tidlige 1900-tal, efter slaveri blev forbudt i 1865, cirka samtidig med frie sorte amerikaneres nylige forretnings-success i det tidlige 1900-tal, opstod konspirationer og antisemitisme i takt med jøders stigende success i bankverdenen i middelalderen, og filmbranchen i det 20. århundrede.9
At Identificere sig med Fortiden og Gøre sin Nabo til Djævlen
Med andre ord, hvis vi betragter verdenshistorien, kan man så at sige konkludere, at ingen religion har “helle” når det kommer til hvorvidt forfærdelige ting er blevet gjort i dens navn. Og dette er netop pointen. I visse perioder er vi som mennesker, som samfund, og som grupper af samfund, tilsyneladende mere eller mindre tilbøjelige til en slags kollektiv-tænkning om disse emner, der gør at nogle af os slutter, at hele grupper af mennesker kan holde skyld for, og kan straffes for noget, nogen mener, de har gjort.
På denne måde blev alle muslimer ansvarlige for 9/11, alle tyskere for anden verdenskrig, alle jøder for en opfattet “løgn” i en flere tusind år gammel bog. På samme måde ser vi i dag, hvordan muslimer her til lands beskyldes og holdes til ansvar for alt fra Syriske terrorceller til mindre gruppers (som bestemt burde holdes til ansvar) usmagelige handlinger mod både jøder, kristne, og for den sags skyld andre muslimer.
På samme måde igen ser vi Israelere, der blot grundet deres statsborgerskab, og jøder, der grundet deres tro eller æt, holdes ansvarlige for en regerings eller en besætter-gruppes handlinger, samt muslimer, navnligt palæstinensere, der holdes til ansvar for Hamas’ handlinger 7. oktober 2023. Eller tilfældige danskere, amerikanere, polakker, og så videre, der holdes til ansvar for de sidste 600 års europæiske kolonihistorie.
Allermest smerteligt tydeligt bliver det, når vi i forbindelse med Bondi-beach angrebene den anden dag straks ser folk begynde: Inden identiteten på manden, der var villig til at ofre sig selv for at stoppe den ene angriber (og heldigvis overlevede), kom frem, havde enhver mulig teori allerede fundet rod et sted på internettet: Han var Lebanesisk maronit, han var Mossad-agent, det hele var et inside-job. Men det viste sig, at han var syrisk-australsk muslim.
Konfrontationen, der fandt sted den dag, var ikke noget, der kan koges ned til at X, Y, eller Z religion enten er god eller dårlig. Alle involverede ville højst sandsynligt mene, at de agerede efter Guds vilje, hvilket placerer det nærmere et fortolkningsspørgsmål, end et om tilhørsforhold.
Om vi anerkender en Gud i enden af dem eller ej, så har religioner i sig selv ikke agens uden mennesker til at handle i deres navn. De hellige tekster, vi har arvet fra fortiden, er tilgængelige for os, og selv de gamle religiøse traditioner i jødedom, kristendom, og islam, anerkender at Guds ord kan læses og forstås ret forskelligt - heraf har vi indordnet os i forskellige undergenrer: Liberale, reform, ortodokse, ultra-ortodokse jøder; ortodokse, katolikker, protestanter, østens kirke, born-again kristne; Sunni og Shii’a muslimer, Hanafi-, Maliki-, Hanbali-, Ja’fari-, Ismaili-tilhængere, og så videre.
Vi vil alle sammen gerne have nogen at give skylden, når noget går galt, men i søgen efter både skyld og tilhørsforhold, er det vigtigt at huske på, at de to ikke er gensides afhængige, og at det ene ikke er det andet. Og sidst men ikke mindst, at vi som enkeltpersoner står til ansvar for vores egne tanker og handlinger, ikke for vores guds (eller hvad vi ellers har) tanker og handlinger. De fleste jøder, kristne, og muslimer, ville nok finde det dybt arrogant, hvis ikke blasfemisk, at et menneske tog ansvar for verdens skabelse, for Guds ord til Moses, for Jesus ord til sine disciple, eller Gabriels ord til Muhammad.
Og bevares, debatten om præcis hvor grænsen mellem menneskelig agens og Gud går, det er et spørgsmål der er blevet diskuteret i tusinder af år, og om vi spørger Abu al-Hasan al-Ash'ari, Ibn Sina, Moses Maimonides, Solomon ben Abraham, Thomas Aquinas, William Ockham, Barlaam af Calabrien, eller Voltaire og Kant, så tror jeg ikke vi finder endegyldige svar lige foreløbig.
Men en ting, alle de ovenstående har til fælles, er at ingen af dem havde kunne formulere de tanker og ideer, som de gjorde, uden årtusinders foregående intellektuelle udvekslinger: Klassisk græsk filosofi, der til dags dato ses som fundamental for moderne videnskab (og som allerede på nogle måder har Egyptisk, Mesopotamisk, og mange andres tankegods i arv), blev adopteret eller tilpasset utallige intellektuelle strømninger i antikken og senantikken.
Fra Alexandriske jøder, diverse såkaldte “gnostikere” i århundrederne før og efter år 1, og tidlige kirkefædre og kristne filosoffer i det tidlige første årtusind, til muslimske lærde i visdommens hus i Baghdad i den anden halvdel af det første årtusind. Græsk litteratur blev oversat til Hebraisk og Aramæisk, og sidstnævnte to blev oversat til førstnævnte.
Senere bliver meget af selv samme litteratur oversat til klassisk Syrisk (en slags Aramæisk) og klassisk Arabisk, og meget af den viden ender, blandt andet gennem det Andalusiske Spanien, og diverse imperiers handel med Italienske kyst-stater, i Europa, og starter hvad ofte refereres til som “renæssancen”, hvis affødte verdenssyn, mennesketænkning, og meget andet, danner grundlag for hvad ofte i dag betragtes som “vestlige” værdier og videnskab.
Hver gang vi hører argumentet, “i flokkens navn”, så at sige, at der enten ikke kan være noget “østligt” i “vesten” eller noget “vestligt” i “østen”, på hvad end måde den modsætning kan sættes op på, tror jeg det kan være godt at minde os selv om, at hvad man nok med god ret kan kalde den førende ekspert i Aristoteles i verden omkring år 1000, var en Persisk mand fra det nuværende Uzbekhistan ved navn Abu Ali al-Husain ibn Abdallah ibn Sina. En mand der ligeledes var forfatter til værker der var uundgåelige i medicinsk videnskab fra Hamburg til Delhi i over et halvt årtusinde.
Hvad mennesker som ibn Sina, eller Avicenna, som han også bliver kaldt, for ikke at tale om mange af de religiøse figurer jeg har nævnt i dag, eller den tidligere nævnte Moses Maimonides eksemplificerer, er at vores idéer om “øst” og “vest” er noget, der er opstået lang tid efter de ting, vi mener definerer de to ord.
Jødedom, kristendom og islam har på hver deres måder, gennem profeter og lærde, som beskrevet i alle tre traditioner, ligeledes advaret mod at dyrke mennesker og ting, som om de var guder. Tendensen til at behandle noget vigtig som noget guddommeligt er ikke ny, langt fra. Jeg vil vove at påstå at det sentiment også gælder religonerne selv - er vi tro mod Gud, eller er vi tro mod en bestemt fortolkning af Gud? Er religonerne midler til at nå det guddommelige, eller mål i sig selv? Heri ligger en vigtig forskel. Hvis man skal drage en konklusion fra den hebraiske bibel, de nye testamente, og koranen, må det være, at det er en påmindelse, vi mennesker har brug for med jævne mellemrum.
Hvis vi ikke kan kende forskel på individuelt ansvar og kollektiv afstraffelse, benægter vi alt det, vores forgængere arbejede på, og som vi har arvet sammen, der overhovedet gør det muligt at tale om en retfærdig verden til at starte med, i så lang tid, at det i sidste ende er svært overhovedet at måle. Og det ville være overraskende hvis svarende på vores spørgsmål lå hos en af os, og ikke nærmere, som altid, mellem os.
Tak for at læse med! Jeg skriver normalt kun tekster på engelsk på bloggen her, og sådan bliver det nok også ved, men jeg håber det var turen værd!
Larsen, Mogen Trolle. 1995. The ”Babel/Bible” Controversy and its Aftermath. In Civilizations of the Ancient Near East. Vol. I New York: Charles Scribner’s Sons. Pp. 95-106: 95-97; Marro, Iñaki. 2019. “Die Eigenbegrifflichkeit der Babylonischen Welt: Towards a Modern Understanding of Benno Landsberger’s Eigenbegrifflichkeit”. In The Bible as an Ancient Near Eastern Text. Pontifical Biblical Institute: Rome: 6-7.
Larsen, Mogens Trolle, The “Babel/Bible” Controversy and its Aftermath, 97; Shavit, Yaacov; Eran, Mordechai. 2007. ”The Babel-Bibel Controversy as a Typological Event”. In The Hebrew Bible Reborn: From Holy Scripture to the Book of Books. A History of Biblical Culture and the Battles over the Bible in Modern Judaism. From Studia Judaica series, Vol. 38. De Gruyter. Pp. 195-205: 196.
Ibid., 97-104; Mark Chavalas and Lawson Younger, Mesopotamia and the Bible: Comparative Explorations, 21-35; Heschel, Susanna. 2014. “Constructions of Jewish Identity through Reflections on Islam”. In Faithful Narratives: Historians, Religion, and the Challenge of Objectivity. Cornell University Press: 170-177, 183-184; Stroumsa, Guy G. 2011. From Abraham’s Religion to the Abrahamic Religions. Inaugural Lecture delivered before the University of Oxford on 12 May 2010. Historia Religionum, vol. 3. E.J. Brill, Leiden.
Heschel, Susanna. 2014. “Constructions of Jewish Identity through Reflections on Islam”. In Faithful Narratives: Historians, Religion, and the Challenge of Objectivity. Cornell University Press: 170-176.
Ibid., 181-182.
Guy G. Stroumsa, “From Abraham’s Religion to the Abrahamic Religions,” Historia Religionum, vol. 3 (2011): 11-22.
Foxman, Abraham. 2010. Jews and Money: The Story of a Stereotype, Macmillan; Perry, Marvin, Antisemitism: myth and hate from antiquity to the present, Palgrave Macmillan, 2002.
Gabler, Neal (1988). An Empire of Their Own: How the Jews Invented Hollywood.
Juliet E. K. Walker. 2009. The History of Black Business in America: Capitalism, Race, Entrepreneurship. In Capitalism, Race, Entrepreneurship. Volume 1, to 1865.